Dansk-tysk samarbejde udvides til Bruxelles

Regionsrådsformand Carl Holst og ministerpræsident Peter Harry Carstensen skrev mandag i Bruxelles under på et stærkere samarbejde mellem de syddanske og slesvig-holstenske kontorer i Bruxelles.

i går gav regionsrådsformand Carl Holst (V) og ministerpræsident Peter Harry Carstensen hinanden hånd på, at Region Syddanmark og Slesvig-Holsten fremover ikke kun vil samarbejde på de hjemlige fronter i den dansk-tyske region.
Samarbejdet strækker sig nu også til Bruxelles, hvor de to regioners EU-kontorer fremover vil arbejde tættere sammen om at opnå indflydelse på EU?s beslutninger.

Vægt bag ordene

Det Syddanske Bruxelles-kontor ejes i fællesskab af Region Syddanmark og de 22 syddanske kommuner, og Hanse-Office repræsenterer både Slesvig-Holsten og Hamborg. Håbet er, at kontorerne har større chance for at tale regionens sag, hvis de gør det med fælles stemme. Samtidig er det planen, at man vil gå sammen om årlige arrangementer, gennemførelse af projekter og videndeling.

- Vi får større vægt bag ordene, når vi går sammen om nogle synspunkter i EU. Der træffes mange vigtige beslutninger i Bruxelles, der får indflydelse på vores region, og jeg er meget glad for, at det dansk-tyske samarbejde nu også breder sig hertil, siger Carl Holst (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Han håber, at den fælles tilkendegivelse i Bruxelles er første skridt på vejen til et mere formelt samarbejde på EU-området.