TV der bevæger dig

Dansk vin i krise: Sven risikerer stort tab

Sven Moesgaard frygter, at 2017 bliver et dårligt vinår, hvis ikke solen og varmen snart kommer. Foto: Kasper Larsen

Det dårlige vinvejr i år påvirker høsten så voldsomt, at vinbonden Sven Moesgaard risikerer et produktionsfald på 25 procent.

Et frostfyldt forår og en kold sommer. Det er ikke noget vindruer bryder sig om, og derfor peger alt på, at den danske vinhøst i år bliver en af de ringeste.

Sidste år var det ellers et fantastisk vinår, hvor Skærsøgaard ved Dons producerede 16.000 flasker. Året før – i 2015 – var vejret meget lig i år, og her endte vinbonden med 5000 flasker.

Nu går det ned ad bakken igen, for 2017´s danske sommervejr påvirker vinhøsten så voldsomt, at produktionen hos Sven Moesgaard ser ud til at gå tilbage med 25 procent i forhold til 2016.

- Man laver et stort arbejde hver eneste år, så når det ikke bliver til noget smerter det da, siger Sven Moesgaard til TV SYD. 

Det er den 17. høst, der nu står for døren på Skærsøgaard, så vinbondens erfaring har også vist ham, at det er en hård branche at være vinavler i Danmark.

Læs også Danmarks bedste vingård ligger ved Kolding

- Man bliver nødt til at fokusere på det halvfyldte glas, man får hvert år, frem for det halvtomme glas man taber.

Alt håb er dog ikke ude for den danske vinhøst endnu. Men det kræver, at vejret bliver godt i sensommeren.

- Hvis det skifter, som det gjorde i 2016, hvor vejret endte med at blive rigtig godt i september og oktober, så kan vi nå at få et godt vinår. Hvis ikke laver vi rosé af de druer, der ikke bliver modne nok til rødvin, siger Sven Moesgaard.

Rødvinsproduktionen udgør en fjerdel af den samlede vinproduktion på Skærsøgaard, og hver flaske rødvin koster 200 kr. Så hvis ikke druerne kan laves til rødvin, ender vinavleren med et økonomisk underskud. 

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden