Danske fly kommer hjem

På onsdag vender de danske F-16-fly hjem til Skrydstrup fra missionen i Libyen. Dermed er det danske militærbidrag slut.

Klokken 11.30 på onsdag sætter de seks danske F-16-fly, der har deltaget i den sidste del af den syv måneder lange Nato-ledede mission i Libyen, atter landingshjulene på dansk grund.

På Flyvestationen Skrydstrup i Vojens lander flyene sammen med de soldater, der har været del af missionens hold 4 i det uroplagede, nordafrikanske land.

Det markerer dermed enden på det danske militærbidrag i landet, der begyndte i marts og kulminerede i denne måned, da landets tidligere diktator Muammar Gaddafi blev fundet og dræbt.

I løbet af de syv måneders mission i landet har de danske kampfly været på vingerne 598 gange over det libyske luftrum.

Aktionen slutter i dag

De 596 af gangene har kampflyene været på såkaldte luft-til-jord missioner, mens to af gangene har været luft-til-luft missioner, oplyser Flyvertaktisk Kommando.

Næsten 350 medarbejdere fra hele flyvevåbnet herhjemme har deltaget i Libyen-missionen, ligesom en stor del af de 30 kampfly, som det danske flyvevåben råder over, skiftevis har været i luften over landet.

I sidste uge blev blev det officielt besluttet, at Nato indstiller sin aktion i landet mandag den 31. oktober.

- Vores militære arbejde er afsluttet, skrev generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i en officiel pressemeddelelse fra Nato.

Torsdag besluttede FN's Sikkerhedsråd, at Natos FN-mandat i landet ikke skal forlænges. Dermed var det ventet, at Nato officielt ville nå til samme konklusion fredag.

Efter omfattende kampe i det nordafrikanske land mellem oprørere og Gaddafi-loyale styrker blev Muammar Gaddafi fundet og dræbt 20. oktober.