Danske og tyske betjente skal patruljere sammen

Pilotprojekt bryder grænser ned: Nyt og mere intenst politisamarbejde mellem Tyskland og Danmark begynder

I området ved den dansk-tysk grænse i Sønderjylland vil danske og tyske politifolk fremover arbejde meget tættere sammen.

I næste uge begynder dansk og tysk politi på et pilotprojekt om fælles patruljering, oplyser Justitsministeriet fredag i et svar til Folketingets retsudvalg.

Spørgsmålet om fælles politipatruljering i grænseområdet har i nogen tid været drøftet mellem danske og tyske myndigheder, fremgår det af svaret til Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

Præcis hvad projektet går ud, ønsker Syd- og Sønderjyllands Politi dog endnu ikke at give oplysninger om.

Kommunikationsrådgiver Helle Lundberg henviser til, at der holdes pressemøde om sagen på tirsdag i Padborg.

Her deltager ud over danske og tyske politichefer den danske justitsminister Karen Hækkerup (S), indenrigsministeren i Schleswig-Holstein, Andreas Bretner og Dr. Ole Schröder fra Indenrigsministeriet i Berlin.

Der er tale om et "historisk nyt samarbejde mellem danske og tyske politimyndigheder," hedder det i en pressemeddelelse.

Det er den såkaldte Prüm-aftale, en traktat om grænseoverskridende samarbejde mellem forskellige EU-landes politistyrker, som baner vejen for de fælles patruljer.

Formålet med aftalen er en bedre bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme.

Danmark har afgivet en erklæring om de "praktiske aspekter" af samarbejdet om fælles operationer, hedder det i svaret til retsudvalget.

Betingelsen for de fælles patruljer er, at der er indgået en skriftlig aftale om det.

Om en tysk betjent for eksempel vil få tilladelse til at anholde og bruge sine magtmidler på dansk territorium, kan dog indtil videre ikke besvares.

Politiet ønsker som nævnt først at frigive oplysninger i næste uge.