Danske unge mødes med flygtninge på sommercamp

Fem dage med masser af aktiviteter skal være med til at skabe fælles oplevelser mellem forskellige kulturer.

For femte år i træk arrangerer Dansk Flygtningehjælp Ungdom en sommercamp på Design- og Idrætsefterskolen Skamling ved Kolding.

Her skal unge, der kommer fra bl.a. Syrien og Afghanistan, være sammen med unge danskere og på den måde få muligheden for at starte noget af det, der er rigtig svært at skabe i et fremmed land - nemlig et netværk.

Ifølge Dansk Flygtningehjælp Ungdom så oplever mange unge flygtninge en hverdag, hvor de er socialt isoleret.

På sommercampen er der plads til 65 flygtninge mellem 16 og 30 år og de mødes med 25 unge danskere.

Deltagerne skal bl.a. lave mad sammen, dyrke sport sammen og tale sammen, så de lærer hinanden bedre at kende.

Sommercampen varer fra 12. juli og frem til 16. juli.