Dansker smittet, selvom han ikke har været i Tyskland

Person fra Vejle-området ramt af den frygtede tarmbakterie VTEC.

En af de danskere, der er ramt af den frygtede tarmbakterie VTEC, har ikke været i Tyskland.
Det siger Lars Østergaard, professor ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, hvor manden er indlagt.
Ifølge jp.dk kommer manden fra Horsens-/Vejle-området.

- Han har ikke været uden for landets grænser i det seneste stykke tid. Patienten har ligesom alle andre indtaget sunde fødevarer som tomat, salat og agurk, så nu er Statens Serum Institut (SSI) ved at afdække, hvad smittekilden kan være, siger Lars Østergaard til jp.dk.

Men Lars Østergaard understreger, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng med det tyske udbrud.

- Der er normalt omkring 50 danskere om året, der bliver ramt af VTEC. Derfor er der ikke med sikkerhed en sammenhæng med det tyske udbrud. Det er vi ved at undersøge, siger han.

I Tyskland er 10 mennesker døde af sygdommen, alle fra Nordtyskland. Dertil kommer, at mange er indlagt i kritisk tilstand på de tyske sygehuse.

Tyske myndigheder har mistanke om flere end 1200 tilfælde af sygdommen. I Hamburg alene er flere end 400 mennesker mistænkt for at være smittet med den sjældne bakterie.