Danskere er ikke dovne

Fødevareforbundet i Sydjylland afviser, at danskere ikke gider at tage lavtlønnede job - selvom de primært er udlændinge, der tager dem.

Dansk Arbejdsgiverforening kritiserer, at mange danskere - i modsætning til udlændinge - ikke gider at tage de lavtlønnede job.

- Der er givetvis tusindvis af danskere, der ville kunne have taget disse job, hvis de havde ønsket det, men i stedet er de blevet fastholdt i offentlig forsørgelse. Det er en kæmpemæssig falliterklæring både for vore jobcentre, for vore a-kasser og for de politikere, der har skabt den nuværende beskæftigelsespolitik, siger administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jørgen Neergaard Larsen til Jyllands-Posten.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 27 % af alle udenlandske statsborgere, der arbejder i Danmark, har job, der giver under 130,- kr. i timen. Kun 10 % af danskerne arbejder for den lave løn.

Men ifølge afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF i Sydjylland Peder Pedersen er der en forklaring:

- Da vi havde fuld beskæftigelse for få år tilbage, måtte mange virksomheder hente udenlandsk arbejdskraft til landet for at få jobbene besat. De blev primært hyret ind til de lavtlønnede job, og der er derfor intet mystisk i, at de stadig besætter denne type job, forklarer Peder Pedersen.

Han mener, at danskere gerne tager lavtlønnede jobs.

- Da Danish Crown lukkede slagteriet i Esbjerg i september 2012, kostede det 504 medarbejdere deres job. Sidenhen er 330 kommet i arbejde igen, og de har alle fundet job, hvor lønnen er lavere end den, de fik på slagteriet, siger han ifølge Fødevareforbundet.