Danskerklub tysk mester efter tæt kamp

Med en 22-21-sejr vandt danskerklubben Flensburg-Handewitt det tyske mesterskab i håndbold efter stort drama.

Flensburg-Handewitt er tysk mester i herrehåndbold for første gang i 14 år.
Guldet blev sikret på dramatisk vis i sidste spillerunde, hvor den danskertunge klub i Nordtyskland vandt med 22-21 over Frisch Auf Göppingen.

Dermed var det uden betydning, at Nikolaj Jacobsens Rhein-Neckar Löwen selv vandt 28-25 over Leipzig. Rhein-Neckar må nøjes med andenpladsen, da holdet sluttede et point efter Flensburg.

I truppen har de tyske håndboldmestre en stor dansk delegation bestående af Kevin Møller, Lasse Svan Hansen, Anders Zachariassen, Henrik Toft Hansen, Rasmus Lauge og Thomas Mogensen.
Tidligere i sæsonen var også Rasmus Lind på kontrakt i klubben.

Sidst Flensburg-Handewitt blev mestre, hed profilerne på holdet Lars Krogh Jeppesen, Joachim Boldsen, Søren Stryger og Lars Christiansen.
I lang tid var Göppingen ved at spolere søndagens guldfest i Flens-Arena, der tidligere var kendt som Campushalle. Her var Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), blandt tilskuerne.

Gæsteholdet gjorde alt for at sænke tempoet og spillede med stor tålmodighed. Da Göppingen samtidig blev ved med at hænge på stillingsmæssigt, spredte nervøsiteten sig efterhånden også til publikum.
Ved pausen lå Rhein-Neckar Löwen til at tage mesterskabet, da stillingen i Flensborg var 12-12, mens Nikolaj Jacobsens mandskab selv førte 13-12 over Leipzig.

Først i det 42. minut begyndte det for alvor at lugte af et mesterskab, da Rasmus Lauge med en flot scoring sendte hjemmeholdet foran med to mål for første gang i kampen.
Siden meldte også Lasse Svan Hansen sig ind i opgøret, da han rettede op på et par afbrændere med to scoringer i træk.

Det er 14 år siden at klubben sidst er blevet tysk mester.
Det er 14 år siden at klubben sidst er blevet tysk mester.
Foto: Esben Jensen, TV SYD

Göppingen kunne dog ikke rystes af, men flere stærke redninger i målet af Kevin Møller holdt et nervepræget Flensburg-hold i front.
Ved stillingen 20-18 med seks minutter tilbage kunne Rasmus Lauge have bragt hjemmeholdet i front med tre mål, men danskeren brændte et straffekast. I stedet reducerede Göppingen, og så var der lagt op til en nervøs afslutning.

Her viste Lauge, at han var kommet over straffemisset, og med sin store fysik og hurtige fødder rev han flere gange Göppingens forsvar fra hinanden.

Med syv andenpladser siden mesterskabet i 2004 har Flensburg været kendt som den evige toer i tysk håndbold, men med et forspring på to mål inden kampens sidste minut, brød en udsolgt arena ud i guldglæde og tårer.
Det gjaldt også Thomas Mogensen, som spillede sin sidste kamp efter 11 år i Flensburg. Også Kevin Møller og Henrik Toft Hansen forlader klubben i sommerpausen. De kan alle pakke en guldmedalje ned i flyttekasserne.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.