Danskerne skal grænsehandle i påsken

Hver tiende dansker har planer om at tage til Tyskland i påsken og fylde bilen med øl og sodavand.

Mens politikerne forsøger at blive enige om en vækstplan, der blandt andet indeholder et krav fra Venstre om lavere afgifter på øl og sodavand for at nedbringe grænsehandlen, planlægger 13 procent af danskerne en indkøbstur til Tyskland.

Og det er ikke for at spise saurkraut og eisbein i påsken, men for at fylde bagagerummet i bilen op med billige øl og sodavand. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

Seks procent af personerne i undersøgelsen ved endnu ikke, om de kommende fridage indeholder en tur med grænsehandel, men tager de af sted, er det op til hver femte dansker, der forventer eller ser det som en mulighed at tage på indkøb syd for grænsen.

Også almindelige fødevarer

Mens det tidligere var øl, spiritus, cigaretter, slik og sodavand, der gik som varmt brød i de tyske butikker, så køber familien Danmark også mere almindelige fødevarer i butikkerne.

Næsten hver anden, 43 procent, siger, at de vil købe en eller anden form for kød. Og halvdelen af svarpersonerne i Dansk Erhvervs undersøgelse forventer at købe andre typer madvarer.

Men der er stadig flest, der vil købe øl - faktisk er det omkring tre ud af fire. Og 84 procent regner med at indkøbe sodavand.

Dertil kommer, at godt hver anden vil købe andre former for alkohol såsom vin og spiritus, og 64 procent vil købe slik, chokolade eller chips.

Det er Epinion, der har lavet undersøgelsen for Dansk Erhverv. Og samlet har 1.021 personer medvirket i undersøgelsen, der er lavet i marts.

Regeringen med finansminister Bjarne Corydon (S) mødes med Venstre og Konservative i de fortsatte forhandlinger om en vækstplan senere tirsdag.