Efter intern strid: Forening trækker sig fra prestigeprojekt

Sydslesvigsk Forening (SSF) trækker sig som partner i projektet ”Mindretallenes Hus” efter interne uenigheder i det danske mindretals organisationer.

Beslutningen er truffet af organisationens hovedstyrelse på et lukket møde tirsdag aften i Læk.

Baggrunden for beslutningen er, at et sådant projekt ikke bakkes op af alle organisationer i det danske mindretal. 

SSF har nu orienteret projekt- og finansieringspartnerne – den europæiske mindretalsunion FUEN, det tyske
mindretal i Danmark BDN, den tyske forbundsregering, den slesvig-holstenske delstatsregering og Flensborg kommune – om beslutningen.

Allerede i januar meddelte kulturminister Mette Bock, (LA), at hun og den danske stat ikke ville imødekomme en ansøgning på ca. 10 millioner kroner fra det danske mindretal. 

quote

Vi frygter, at fortsat intern uenighed om projektet vil skade det danske mindretals forhold til både tyske og danske myndigheder.

Jens A. Christiansen, generalsekretær, SSF

- Vi tror ikke længere på den fælles politiske vilje blandt det danske mindretals organisationer. Vi frygter, at fortsat intern uenighed om projektet vil skade det danske mindretals forhold til både tyske og danske myndigheder. Derfor trækker vi os som den ledende projektpartner i arbejdet med at etablere ”Mindretallenes Hus” i Flensborg, siger SSFs generalsekretær Jens A. Christiansen til TV SYD.

SSF mener fortsat, at et Mindretallenes Hus i Sydslesvig kan styrke det dansk-tyske grænseland som kompetence-center for mindretalsspørgsmål. 

- Vi håber derfor, at de øvrige partnere sammen med aktører i regionen finder frem til en alternativ løsning, der også sikrer FUEN-sekretariatets placering i det dansk-tyske grænseland, siger generalsekretær Jens A. Christiansen til TV SYD.

Mindretallenes Hus

  • Projektet om Mindretallenes Hus handler om oprettelsen af et mindretalscenter, der skal omfatte hovedkvarteret for mindretalsorganisationen ’Federal Union of European Nationalities’ (FUEN) samt et dokumentations-, møde- og kursuscenter for Europas hjemmehørende mindretal.
  • Det skulle efter projektpartnernes ønske oprindeligt have været placeret i et historisk pakhus ved det danske mindretals center ”Flensborghus” i Flensborg.
  • Den danske regering har afvist at støtte dette dansk-tyske ’Pakhusprojekt’ i januar 2018, men de tyske partnere, der har afsat godt og vel 1 million euro (ca. 7,6 millioner kroner), har fortsat interesse i at gennemføre projektet i en anden form.
  • FUEN har haft hovedkvarter i Flensborg i mange årtier.