David mod Goliat på Kliplev Stadion

Det lavest rangerende hold i DBUs pokalturnering, Lundtoft IF fra serie 3, møder i aften Kolding IF fra 2. division.

Onsdag danner Kliplev Stadion rammen om den største kamp i fodboldklubben Lundtoft IFs historie.

For første gang er klubben, der har base i Aabenraa, nemlig kvalificeret sig til hovedturneringen i DBUs pokalturnering, hvor de store hold træder ind i turneringen.

Og onsdag sker det så. Kolding IF fra 2. division gæster det lokale stadion, og det bliver derfor noget af en udfordring, der venter det lavest rangerende hold, der stadigvæk er med i landspokalturneringen. I Lundtoft IF er man derfor også bevidste om sværhedsgraden af onsdagens kamp.

- Vi ser denne kamp som en kæmpe udfordring, hvor vi naturligvis vil gøre alt for at drille overmagten fra 2. division. Jeg håber naturligvis på et lille mirakel, men er også realistisk omkring vore muligheder for at avancere til næste runde, fortæller Lundtoft IFs træner, Kim Asmussen.

Klubben har dog allerede leveret flere overraskelser i turneringen, hvor de har elimineret flere hold fra serie 1. Den lille, lokale klub håber naturligvis på overraskelsen og et stort fremmøde til kampen, hvor der vil være halvlegskonkurrence, hoppeborg og pølser på grillen.

- Vi ser det som en kæmpe oplevelse for holdet, klubben og tilskuerne - og kan derfor spille helt frit, siger Kim Asmussen.

Bolden begynder at trille kl. 18:30.