De ældre i Haderslev skal have et større mad-udvalg

De ældre i Haderslev skal have flere valgmuligheder, når de får leveret mad. Derfor søger Haderslev Kommune kontakt til nye leverandører.

Haderslev Kommune tilbyder aktuelt mad fra det kommunale fælleskøkken Elbokøkkenet, og derudover er der en aftale med en enkelt privat leverandør om at levere mad til borgere, der ikke selv er i stand til at lave deres egen mad. Men Voksenudvalget i Haderslev ønsker, at flere leverandører bliver godkendt som leverandører.

- Vi ønsker at give borgerne flere valgmuligheder. Maden er vigtig i alle livsfaser, og vi ønsker at tilgodese de ældres ønsker, så de får mulighed for at vælge mellem flere leverandører og dermed også forskellig typer mad siger Holger Mikkelsen, formand for Voksenudvalget (V).

I første omgang ønsker Haderslev Kommune at komme i dialog med eventuelle nye leverandører. Og derfor var en lang række af områdets madsteder onsdag inviteret til et dialogmøde.

- Vi vil gerne have input fra leverandørerne, så de også kan hjælpe os med ideer til, hvad vi kan gøre anderledes og hvad der skal til for, at det bliver interessant for flere leverandører at levere mad , siger Holger Mikkelsen.

Kommunerne er forpligtiget til at levere mad til de borgere som på grund af et nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke er i stand til selv at tilberede den varme mad.