De ansatte kneb en tåre

Mange ansatte kneb en tåre, da de fredag morgen blev orienteret om, at Danish Crown lukker slagteriet i Esbjerg ved udgangen af august.

Udsigten til at få nyt arbejde i Esbjerg for de godt 500 ansatte er ringe. Danish Crown vil investere i produktionsanlæg i Nordjylland, men der er langt fra Esbjerg til Nordjylland.

- Det er en katastrofe for de mange medarbejdere, der mister deres job, og det er tilmed en kortsigtet beslutning, siger næstformanden i fagforeningen NNF, Jens Peter Bostrup, til fagforeningens hjemmeside.

Kan vende

Han peger på, at tilførslen af slagterisvin er faldet få procent i den seneste tid, men Jens Peter Bostrup mener, at det hurtigt kan gå den anden vej.

- Det forekommer mig, at Danish Crown her er blevet overivrige i jagten på at være rationel. Det er en meget hurtig reaktion på en beskeden nedgang i leverancen af svin. Og jeg er bange for, at man ved at tænke så kortsigtet udelukker sig selv for langsigtede gevinster, siger Jens Peter Bostrup.

Fællestillidsmand Tom Jensen siger, at stemningen var trykket, da de ansatte fredag morgen fik besked på, at de mister deres job ved udgangen af august. De gik hjem efter mødet, da ugens produktion var gennemført.

Fagforeningen har oprettet en jobbank, der skal forsøge at hjælpe de ansatte til nye job.