De fattigste får kniven

Kommunalpolitikerne i Sønderborg har givet de fattigste sparekniven.

125 handicappede førtidspensionister mister 1. juli et fremmødetillæg på fire kroner i timen på de beskyttede værksteder i kommunen.

Kommunen sparer en million kroner på et milliard-budget.

De handicappede førtidspensionister føler sig trådt på. De forsøgte fredag at råbe politikerne op ved en demonstration foran rådhuset i Sønderborg.

- De fire kroner i timen har betydet, at vi har lidt lommepenge i en meget skrabet økonomi, siger Lisbeth Holm, Gråsten, der havde været med til at arrangere demonstrationen.

Produktive og uproduktive

Kommunalpolitikerne har benyttet sig af, at den sociale servicelov skelner mellem produktive førtidspensionister og de uproduktive, som blot skal tilbydes socialt samvær og muligheder for at forbedre deres personlige færdigheder.

36 handicappede førtidspensionister beholder deres fremmødetillæg. De arbejder for eksempel med at lægge breve i kuverter for private firmaer.

De 125 uproduktive mister deres tillæg.

Medlem af socialudvalget, Sv. Erik Pedersen (S), forsvarer politikernes beslutning med, at det ikke drejer sig om ret mange penge for den enkelte.

- Kommunen mangler penge, og derfor tæller både store og små besparelser, siger han.