De overhaler stadig

Det er nu godt to måneder siden, der blev indført overhalingsforbud for lastbiler på motorvej E45 mellem Skærup syd for Vejle og op til Skanderborg Nord. Men forbuddet bliver langt fra overholdt.

Det er ellers forbudt for lastbiler at overhale på strækningen mellem klokken seks morgen og klokken 20 aften.

Overhalings-forbuddet blev indført for to måneder siden - 1. december sidste år - på E45 mellem Skærup syd for Vejle og Skanderborg.

Men da TVSYD kørte ud på strækningen med kamera var det ikke svært at finde eksempler på overhalinger trods forbuddet.

TVSYD har været ude at køre to en halv time fredag og tirsdag for en uge siden.

På i alt fem timer har vi samlet 20 eksempler på lastbiler, der vælger at overhale trods forbuddet.