De private skoler hitter

Flere og flere forældre vælger at sende deres børn på privat- eller friskole. Skolereform er en del af forklaringen.

Det er blevet langt mere almindeligt for de danske forældre at betale for deres børns skolegang. Det viser Undervisningsministeriets tal over antallet af elever på fri- og privatskoler.

Antallet af elever på de private skoler har været stødt stigende siden 2010 til trods for et fald i antallet af børn i skolealderen.

I følge Dansk Friskoleforening er en af årsagerne den store fokus på skolesystemet efter indførelsen af folkeskolereformen.

- Folkeskolereformen har betydet at man har talt rigtig meget om skole i de sidste år, og det øgede fokus på børns skolegang betyder, at vi et blevet mere bevidste om at vælge den bedste skole til vores børn, siger formanden for Dansk Friskoleforening, Peter Bendix Pedersen til TV SYD.

40% af foreningens medlemsskoler har oplevet en øget interesse fra både forældre og lærere efter reformen, men udviklingen skyldes forældrenes stigende interesse i at involvere sig i skolen, vurderer formanden.

- En anden grund er nok fordi friskolerne gennem deres frihed til at lave skole på baggrund af et værdigrundlag kan tilbyde undervisning og læring, men også tydeligt tænker i dannelse og fællesskab. Det tiltaler mange forældre, ligesom de vil indrages og tage ansvar for skolen og dens fællesskab.

I dagens udgave af Naboer besøger TV SYD Midtals Friskole, der til trods for et faldende børnetal og nye friskoler i området stadig har flere børn på venteliste. Naboer sendes i dag på TV SYD+ direkte klokken 14:00 og genudsendes klokken 19:55 og 22:35.