Gudtjeneste med slag i

Man kan sagtens forene kirkegang og Jesus med fastelavn og superhelte. Det var i hvert fald tilfældet søndag eftermiddag i Sønder Vilstrup.

Alt fra giraffer til prinsesser var til stede, da det kristne funderede spejderforbund FDF havde inviteret til fastelavnsfest i Vilstrup forsamlingshus søndag. Spejderleder Eva Majland er en af dem, der har været med til at stable festen på benene.

- Alle er velkomne, så det er et rigtigt godt initiativ til at deltage i noget. Man behøver ikke være med i en forening, men man kan dukke op og være med for en enkelt dag, siger hun til TV SYD.

Inden de udklædte børn kunne udstyres med bat og slå sig til konger og dronninger, var der et lidt mere roligt punkt på programmet.

I Vilstrup Kirke stod sognepræst Lars Peter Mogensen nemlig klar til at holde gudtjeneste. Dagen i dag markerer Jesus 40 dages faste inden påske. Ifølge præsten er der en god sammenhæng mellem kirke og fastelavn.

-Det hænger faktisk meget godt sammen. God nok er fastelavn en folkelig fest, der markerede indgangen til foråret. Men så har kirken været god til at bruge de folkelige lejligheder og give det et kirkeligt indhold, siger han til TV SYD.

Efter gudtjenesten  fik Snehvide, Spiderman, Pippi Langstrømpe og alle de andre travltmed at slå katten af tønden, smovse slik og drikke kakao.