18-årige Frederik elsker at fiske - men mange unge gider ikke

I påsken er der tradition for at medlemmerne i Danmarks Sportsfiskerforeninger finder stængerne frem og inviterer til konkurrence. Men noget mangler.

I Aabenraa Sportsfiskerforening mødes de langfredag, hvor de skal dyste om at fange den største ørred. Men selvom de venter mere end 200 deltagere fra hele Danmark, så er der noget, der ærgrer dem.

Der kommer nærmest ingen helt unge lystfiskere. Og Aabenraa Sportsfiskerforening har ikke længere en eneste junior-fisker under 18 år.

18-årige Frederik Langkilde Kjær er en af de få helt unge, der er vild med at fiske. Han drømmer om en særlig fangst.

- En havørred over 80 cm på kysten. Det vil være en drømmefisk, fortæller Frederik Langkilde Kjær.

Frederik Langkilde Kjær var den sidste juniorfisker i foreningen i Aabenraa.
Frederik Langkilde Kjær var den sidste juniorfisker i foreningen i Aabenraa.

Den sidste junior-fisker

Men at fange sådan en fisk er svært. Næsten lige så svært, som at fange fiskerinteresse hos de helt unge.

- Jeg er uddannet som junior-leder hos Danmarks Sportsfiskerforbund, men der er simpelthen ikke nogen juniorer at undervise, sådan som det ser ud, siger Frederik.

Faktisk var Frederik Langkilde Kjær foreningens sidste junior-medlem. Da han blev 18 år og ungdoms-fisker, så ophørte junior-afdelingen.

Hver femte er stoppet med at fiske

Generelt går det tilbage med lystfiskerne. Tal fra Fiskeristyrelsen viser, at 22 procent, altså mere end hver femte registrerede lystfisker i Region Syddanmark er forsvundet de seneste ti år.

Hos Aabenraa Sportsfiskerforening håber de, at udviklingen ændrer sig.

- Der er brug for den her kære 'fødekæde' af unge mennesker, og hvis vi ikke har nogen til at overtage efter os, så bliver vi en gammelmandsforening, siger Leif Bennhøft, der er suppleant til bestyrelsen i Sportsfiskerforeningen Aabenraa.

Passionerede lystfiskerne bruger også mange frivillige timer på at pleje Danmarks vandmiljø. Noget Frederik gerne hjælper til med.

- Jeg har før været ud og sætte yngel ud, så bestanden kan holdes ved lige, siger Frederik. 

Så selvom han øver til ørred-konkurrencen langfredag og drømmer om vinderfisken, så er det faktisk ikke fangsten, men derimod naturoplevelserne, der får ham ud med snøren.   

- Jeg tror, det er en hobby jeg har resten af livet. Håber i hvert fald, den varer ved.