De unge skal til stemmeurnerne

Snart er der valg til kommuner og det syddanske regionsråd, og 6000 er inviteret til valgmøder for de unge. I dag fulgte TV Syd et møde på Rybners Gymnasium i Esbjerg.

De 6.000 unge syddanskere bliver opfordret til at deltage i 20 interaktive valgmøder for unge på tværs af Region Syddanmark. Frem til den 15. november bliver de syddanske førstegangs-vælgere præsenteret for regionens opgaver, og de bliver bedt om at sætte sig i en regionspolitikers sted og få indblik i, hvor stor indflydelse regionen har på deres hverdag.

Ringe interesse

Ved det seneste regionsvalg i 2009 stemte kun halvdelen af 18-21-årige førstegangsvælgere, og derfor håber Region Syddanmark, at valgmøderne for de unge vil hjælpe til med at øge stemmeprocenten blandt de unge.

- Vi har oplevet en stor interesse for de 20 møder fra både uddannelsesinstitutioner og partiernes kandidater, og det håber vi selvfølgelig går igen ude hos de unge på selve møderne ? og at vi vil kunne se det smitte af på de unges stemmeprocent til valget, siger Mikkel Hemmingsen, regionsdirektør i Region Syddanmark.

Fire problemer

På mødet skal de unge elever og fem regionale kandidater til regionsvalget diskutere, hvad der er vigtigst i fire konkrete situationer. Små kortfilm præsenterer deltagerne til mødet for fire konkrete problemer, som de skal tage stilling til:

- Hurtigere adgang til kræftbehandling eller kortere ventetid på skadestuerne.

- Talentfulde unge frem for frafaldstruede unge på ungdomsuddannelserne.

- Flere pladser til spiseforstyrrede frem for bedre rammer for unge indlagt på hospitaler.

- Bedre bustransport til ungdomsuddannelser frem for skabelsen af flere arbejdspladser.

Det er ikke kun de fem kandidater, der får taletid på møderne. Efter hvert problem er præsenteret, kan de unge via deres mobiltelefon eller bærbare computer stemme på, hvad de mener, er vigtigst. Resultaterne og de spørgsmål til kandidaterne, som eleverne også kan stille via mobil eller computer, vil blive vist på en fælles storskærm.