De vil have nyt postnummer

Ejerne af 600 parcelhuse i Kvaglund vil have et nyt postnummer - for at slippe for ghettostemplet.

Kvaglund ved Esbjerg er udnævnt til at være en ghetto.

Det gælder også for Kvaglunds 604 parcelhuse, og det er husejerne godt trætte af.

I Kvaglund er der 4367 indbyggere, men beregningerne fra Ministeriet for By, Bolig og landdistrikter er kun lavet på de næsten 2400 indbyggere, der bor i de almennyttige boligbyggerier.

Den beregning er grundejerforeningen utilfreds med, fordi de dermed også får ghettostemplet. De frygter for konsekvenserne - husene falder i pris, forsikringspræmierne stiger og belåningen kan blive ringere.

Villaejerne mener, at et nyt postnummer kan være en del af løsningen.

Men ifølge viceborgmester Jakob Lose er det ikke muligt for de 604 parcelhusejere at få et nyt postnummer eller et nyt navn.

Kommunen vil derimod kæmpe for, at Kvaglund ikke kommer på næste års ghettoliste.

Hvad synes du om husejernes ønske om et nyt postnummer?

Deltag i debatten på www.facebook.com/tvsyd.