Deep Purple brænder Horsens af

Der bliver ingen Deep Purple koncert på Fængslet i Horsens i morgen fredag.

Deep Purple skulle have spillet på Fængslet i Horsens fredag aften. Men den koncert aflyser bandet nu.

Det skyldes ifølge bandets management, at et af medlemmerne er blevet syg.

- Vi ved ikke ret meget mere, end at Deep Purple ikke kommer, siger Horsens og Friends-direktør Frank Panduro i en pressemeddelelse til TV SYD.

Hvis man er en af de uheldige, der skulle have været med til koncerten i morgen, så får man sine penge tilbage. Hvis man har købt sin billet på billetlugen.dk, så får man automatisk pengene tilbage og behøver ikke foretage sig noget. Ellers skal man kontakte det sted, hvor man har købt billetterne, for at få dem refunderet.

Ledelsen i Horsens and Friends forsøger nu at få svar på, om der kan blive tale om en erstatningskoncert.