Se billederne: Defekt dansk el-kabel mørklagde Flensborg i flere timer onsdag morgen

Onsdag morgen blev Flensborg lagt i mørke. Årsagen til strømsvigtet var en fejl på det danske el-net, som leverer strømmen til den nordtyske by.

Et fejlramt dansk el-kabel var skyld i kæmpe strømsvigt i Flensborg og omegn onsdag morgen, oplyser Stadtwerke Flensburg. Flensborg bliver forsynet med strøm fra den danske el-forsyning.

Strømmen gik klokken 06.18 onsdag morgen og skyldtes en fejl på 150 kV–forbindelsen fra Ensted i Danmark til Flensborg, oplyser Energinet.

Strømmen var væk frem til klokken cirka 09. Bilister måtte køre gennem lyskryds uden lys og folk klare sig med lommelygter i mørket. 

Ingen mennesker er kommet til skade ved følgerne af den manglende strøm.