Deltidsåbent i kassen

Mens næsten alle butikker nu har udvidet åbningstiden, vil Frøs Herreds Sparekasse kun have deltidsåbent i kassen i alle afdelinger. Det sker for at bevare alle små filialer.

Om en måned er det slut med at hæve penge eller veksle valuta om formiddagen i Frøs Herreds Sparekasse. Kassen vil kun være åben mellem kl. 13 og kl. 16. Om torsdagen dog til kl. 17.

Det sker i erkendelse af, at færre og færre kommer i deres pengeinstitut.

De fleste bankforretninger klares via net-banken eller pr. telefon.

Kunderne vil dog også i fremtiden kunne få et møde med deres rådgiver - også om formiddagen.

Kun ekspeditioner i kassen vil være begrænset.

Bevare filialer

Frøs Herreds Sparekasse indskrænker åbningstiden i kasserne for at gøre driften mere rentabel. Og på den måde undgå at lukke filialer i de mindre bysamfund, som er ellers er en tendens til i bankverdenen i disse år.

Sydbank udvider telefontid

I det større regionale pengeinstitut, Sydbank, har de også ændret åbningstiderne i flere af deres filialer.

Hvis bankerne vil være konkurrencedygtige må de tilpasse sig kundernes behov. Så siden september har Sydbank haft åben for telefonerne, så kunderne kan ordne alle pengesager til klokken 20.

Så langt vil de ikke gå i Frøs Herreds Sparekasse. Her vil de ikke holde åbent senere end kl. 17 - og det kun om torsdagen.