Dement hjemme igen efter tur til Nordjylland i sin bil

Den demente 74-årige mand fra Give siger, han har været i Nordjylland i nat.

Den demente 74-årige Bjarne Gunderlund er vendt hjem. Tidligt onsdag morgen kl. 06.30 vendte han retur til hjemmet i Give i god behold. Selv påstår han, at han har været en tur i Nordjylland.

Familien ringede til Sydøstjyllands Politi og var glade og lettede.

- Han har været ude at køre hele natten. Han siger selv, at han var en tur i Nordjylland, fortæller Jesper Duus, vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Noget tyder på, at han har kørt hele natten, idet benzintanken var fuld ved hans forsvinden og tom ved ankomsten i morges. En Toyota Verso, som han kørte i, har en brændstoftank på 55 liter og kører mindst 14 km på literen. Det betyder, bilen kan køre mindst knap 800 km på én tank. Det vil sige, at en tur helt til Skagen og hjem igen er realistisk.

Bjarne Gunderlund forsvandt i sin bil tirsdag eftermiddag kl. 17.35, hvor han sidst var set ved Superbrugsen i Give.

Bilens registreringsnummeret var tirsdag aften lagt ind i politiets nummerplade-genkendelsessystem, så han ville blive fundet, hvis han passerede en patruljevogn eller steder på motorvejen, hvor systemet er placeret. Det er dog ikke sket i løbet af natten.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at Bjarne Gunderlund ikke har kørekort længere på grund af sin demens. Politiet vil dog lade den sunde fornuft råde og lukke sagen, da den fik en lykkelig udgang.