Demonstranter fra Århus tog til fest i Padborg

Efter lørdagens demonstration i Århus tog en række personer med tilknytning til den anti-islamiske Danish Defence League til fest i Padborg.

Demonstrationen i Århus endte med sammenstød mellem autonome grupper og tilhængere af Danish Defence League. 83 personer blev anholdt.

Anderledes fredeligt gik det for sig i Padborg.

- Vi vurderer, at der deltog maksimalt 50 personer i festen, der forløb stille og roligt, oplyser vicepolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Festen foregik i klublokaler, der angiveligt tilhører Danish Defence League.

Lokalerne ligger på hjørnet mellem Plantagevej og Hærvejen i Bov mellem Padborg og Kruså.

Synligt til stede

Syd- og Sønderjyllands Politi har ingen konkret viden om, hvorfor demonstranterne vagte at køre fra Århus til Padborg for at holde fest.

- Vi var på forhånd klar over, at der var planlagt en fest i Padborg, og vi var synligt til stede under festen, forklarer vicepolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen, der dog ikke ønsker at komme med detaljer om, hvor massivt politiet var til stede.

-Der var så mange folk, at vi kunne gribe ind, hvis der var opstået ballade.

Flere af deltagerne i lørdagens demonstration i Århus kom fra Sønderjylland.

Men TV SYD har ikke fået bekræftet oplysninger om, at den højreekstremistiske organisation Danish Defence League skulle stå særligt stærkt netop i Sønderjylland.