Demonstration for åbne grænser

Søndag var der demonstration for åbne grænser og imod vildsvinehegnet.

Omkring 70 mennesker fra både Danmark og Tyskland demonstrerede søndag imod det planlagte vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse og for åbne grænser imellem de to nabolande.

Demonstrationen var arrangeret af partiet Alternativet fra Aabenraa

- Jeg har ikke hørt noget videnskabeligt argument for hegnet. Det er ren symbolpolitik, og der er stor modstand mod hegnet, har Karin Rohr Genz fra Alternativet tidligere sagt til JydskeVestkysten.

I et opslag på Facebook begrundes demonstrationen med, at fremtiden i den sydlige del af Danmark er afhængig af et velfungerende grænseoverskridende samarbejde.

Søndagens tre timer lange demonstration krydsede grænsen flere gange i området omkring Padborg.