Demonstration mod flygtningefjendtlighed i Flensborg

En gruppe borgere demonstrerer her til aften efter nattens brand i en etageejendom i Flensborg, som snart skal huse flygtninge.

En facebookgruppe ved navn "Gegen Flegida FÜR Demokratie und Menschlichkeit" demonstrerer fredag aften kl. 19 efter nattens brand i Flensborg.

Branden fandt sted i en etageejendom, som snart skal huse flygtninge, og politiet i Flensborg formoder, at der er tale om en påsat brand.

Og det har fået en gruppe flygtningevenlige borgere til at varsle en demonstration mod brandstifterne. Demonstrationen finder sted klokken 19 ved banegården i Flensborg.

Gruppen bag demonstrationen opfordrer folk til at medbringe lys, og skilte med påskriften: Vi hilser alle velkommen, som vil bo her (Wir heißen jeden willkommen, die der bei uns leben will).

En af arrangørerne bag er Katrine Hoop, der er frivillig i Flensborgs Frivillige Flygtningehjælp.

- Vi er dybt skræmte over det, der er sket i nat, og vi vil meget gerne markere, at vi er mange i Flensborg, der ikke føler, det er en acceptabel måde at håndtere nogle bekymringer, siger hun til TV SYD.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.