Demonstration ved hjælp af strikketøj hjalp

Protest over en uheldig placeret lygtepæl fik en kvinde til at pakke den ind i strikketøj. Nu har kommunen fjernet den.

Det hjælper at protestere ved hjælp af sit strikketøj. Det har Judith Vindsmark i Haderslev konstateret.

I oktober indledte hun en stilfærdig demonstration mod kommunal vandalisme. Hun beklædte en lygtepæl med strikketøj for at kamuflere den.

Kommunen havde placeret lygtepælen klods op af facaden på et bevaringsværdigt og renoveret hus i den gamle bydel i Haderslev.

Det syntes Judith Vindsmark var grimt.

Derfor opfordrede hun kommunen til at flytte den ved at omhylle den med strikketøj.

Det har fået kommunen til at bøje sig. Lygtepælen er nu blevet flyttet.