Den Gamle Lillebæltsbro åbner før tid

Renoveringsarbejdet af Den Gamle Lillebæltsbro bliver færdigt to uger før tid. Broen genåbner for biltrafik den 13. september.

Fra den 13. september kan bilister igen krydse Lillebælt mellem Fredericia og Middelfart. Den Gamle Lillebæltsbro genåbner for biltrafik efter et omfattende renoveringsarbejde.

Broen har været spærret over længere perioder. Senest fra den 29. januar i år er der blevet knoklet for at få renoveringen færdig. Den Gamle Lillebæltsbro skulle tage imod bilister igen den 1. oktober, men står altså klar allerede to uger før den planlagte dato, og det glæder Middelfart Kommunes borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S).

- Genåbningen er en længe ventet og glædelig begivenhed. Og at der nu igen kommer biler den vej over Lillebælt får stor betydning for Middelfart Kommune, siger han i en pressemeddelelse.

Renoveringsarbejdet har strukket sig over to lange perioder - 20 uger i 2018 og 32 uger i 2019.
Renoveringsarbejdet har strukket sig over to lange perioder - 20 uger i 2018 og 32 uger i 2019.

Mere liv i kommunerne igen

Genåbningen af Den Gamle Lillebæltsbro fejres den 13. september, hvor Johannes Lundsfryd Jensen og viceborgmester i Fredericia Kommune Susanne Eilersen (DF) deler morgenbrød ud klokken syv ved broenden på Jyllandssiden, når de første bilister krydser Lillebælt.

Der er ingen tvivl om, at genåbningen af broen får stor betydning for de mange bilister, som før benyttede Den Gamle Lillebæltsbro. Når broen åbner igen, vil også Fredericia Kommune og Middelfart Kommune få gavn af transportvejen.

- Forbindelsen mellem Middelfart og Fredericia Kommuner er vigtig, og derfor skal broåbningen fejres. Det gælder for både kommunerne, men i høj grad også for handelslivet og de daglige pendlere, hvad enten det er folk til og fra arbejde, studerende eller familie og venner, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Omfattende renoveringsarbejde

I to lange perioder var broen lukket for biltrafik – 20 uger i 2018 og 32 uger i 2019. De mange uger har gjort det muligt at lave et omfattende renoveringsarbejde, som broen trængte til.

Kørebanen, fugerne og den underliggende beton var ældet, men også kantbjælken, der adskiller vejbanen og jernbanen er blevet skiftet.

Hos Vejdirektoratet ser projektleder Janie Winther Ipsen frem til at aflevere broen til trafikanterne.

- Det er sjældent, at det er nødvendigt med så lang og omfattende en renovering, som det har været denne gang.  Tilstanden af broen viste sig at være lidt værre, end vi havde regnet med, men nu er entreprenøren færdig med en gennemgribende renovering, som gør, at broen i hvert fald kan holde de næste 50 år, siger Janie Winther Ipsen i en pressemeddelelse.