TV der bevæger dig

Den lokale førstehjælp fortsætter og udbygges i Sønderborg Kommune

Mere førstehjælp til Als og Sønderborg

Der er fortsat hurtig hjælp på vej, når borgerne på Als kommer til skade. Nødbehandlerbilen fortsætter med at rykke ud fra Nordborg, og derudover opgraderes den nuværende akutbil i Sønderborg til en lægebil.

Hjælpen skal fortsat være tæt på. Det besluttede det syddanske regionsråd sent i eftermiddags, mandag 27. juni 2011.

I forbindelse med budgetlægningen for 2011 afsatte det syddanske regionsråd fem mio. kr. til at styrke den præhospitale indsats på Als. 
 
- Vi har valgt at sikre den præhospitale dækning og dermed sikret trygheden for borgerne på Als. Vi er opmærksomme på, at der er steder i regionen, hvor det kan tage lang tid for ambulancen at komme frem, og det er vigtigt, at der altid er hurtigt hjælp på vej, når uheldet er ude, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Regionsrådet har valgt at etablere en lægebil i Sønderborg.
Det er den nuværende døgndækkende akutbil, der laves om til en lægebil, der kører fra 7.30 til 18.00 alle årets dage. Mellem kl. 18.00- 7.30 fortsætter den som akutbil med paramediciner.

Lægebilen forventes at kunne starte pr. 1. september 2011. Det koster godt 3 mio. kr. at etablere den.

Det var en medarbejder på Danfoss, der i sin tid tog initiativ til nødbehandlerbilen på Nordals, og som i fællesskab med Danfoss direktør og daværende borgmester i Nordborg Kommune fik den etableret. Alternativet var, at man skulle vente på ambulancen fra Sønderborg, før der kom hjælp. Siden bilen rykkede ud for første gang 1. januar 1999, har der været bud efter den godt 6000 gange. Sidste år blev rekordår med præcis 650 udrykninger.

Nødbehandlerbilen har været i udbud, og det er Danfoss A/S, der har fået opgaven og altså fortsætter som entreprenør. Kontrakten er på fire år med mulighed for forlængelse i et år. Kontrakten starter 1. september 2011.

Hidtil har Sønderborg Kommune varetaget driften, men nu er det Region Syddanmark, der har overtaget den. Det koster knap 2 mio. kr. årligt at drive nødbehandlerbilen.

Region Syddanmark har de seneste par år været i gang med at opruste den præhospitale indsats i hele regionen. Den præhospitale indsats er den hjælp, der ydes inden den tilskadekomne, når frem på sygehuset. Det har betydet, at der er kommet flere lægebiler, akutbiler og ambulancer på vejene, og således at hjælpen er hurtigere fremme.

En lægebil er bemandet med en speciallæge i anæstesi og en redder som lægebilassistent. En akutbil i Region Syddanmark er bemandet med en paramediciner, som er en specialuddannet redder.

Nødbehandlerbilen på Nordals er døgndækkende og bemandet med to uddannede nødbehandlere. De rykker ud til hjertestop, bevidstløse og tilskadekomne.

Nødbehandlerbilen skal være fremme ved skadesstedet senest 6,4 minutter fra, at opkaldet er modtaget.
 
Udover nødbehandlerbilen i Nordborg og lægebilen i Sønderborg er der følgende præhospital dækning i området:

Akutbil i Sønderborg, aften og nat
Tre døgndækkende ambulancer i Sønderborg
En døgndækkende lægebil i Aabenraa
Lægehelikopteren i Nibøl i dagstimerne
Forsvarets døgndækkende redningshelikopter i Skrydstrup

Derudover er Region Syddanmark sammen med Sønderborg Kommune i gang med at etablere en førstehjælpsordning på Kegnæs på Sydals, baseret på det frivillige brandkorps på Kegnæs.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden