Den store iskolde bryllupsdag

Den iskolde onsdag den 12.12.12 blev den helt store bryllupsdag. På Koldinghus blev seks par med en forkærlighed for 12-taller også viet på det rigtige tidspunkt, nemlig 12 minutter over 12.

I alt fik 19 par en borgerlig vielse i Kolding i løbet af dagen.

I Fredericia tog borgmester, Thomas Banke (V) sig selv af 19 vielser.

Hele 31 par blev gift på kunstmuseet i Vejle, hvor giftefoged Sonni Løvendahl havde dagen besat med at smede dem sammen.

20 par sagde ja til hinanden i Horsens.

Blandt dem Camilla Bech Jensen og Bent Rasmussen Pold, begge 24 år.

De forsøgte at få en tid klokken 12, men den var optaget, så de valgte klokken 11.

- Nu kan vi huske datoen, fortæller parret til kommunens pressetjeneste. De har i løbet af deres to år sammen nået at forlove sig og fået sønnen Liam på 10 måneder.

Esbjerg Kommune havde lagt den røde løber ud for 43 par, og giftefoged Tove Falby Erichsen bød på champagne.

Også i Ribe, Tønder og Aabenraa fik talrige par papir på hinanden.