Holger har en vaskebjørn i haven: Den tager pindsvinenes mad

Holger Ringgaard opdagede en vaskebjørn, da han en aften kiggede ud på pindsvinenes foderhus

Holger Ringgaard og hans kone holder af pindsvinene i deres have. Så meget, at de hver eneste aften sætter nutella-madder frem på et overdækket foderbræt i haven.

Men en søndag aften for et par uger siden var det ikke et pindsvin, der sad på brættet, da Holger Ringgaard kiggede ud i haven. Det var et noget større dyr, der var i krig med nutella-madderne.

quote

Der kunne jeg godt se, det var sgu ikke nogen grævling. Den havde den der bandit-maske og så en stribet hale.

Holger Ringgaard, Tønder

- Jeg troede faktisk først, det var en grævling. Jeg havde ikke lige fantasi til at forestille mig, det skulle være noget andet, så den blev jaget væk, fortæller Holger Ringgaard til TV SYD.

Men et par timer senere var den tilbage igen.

- Der kunne jeg godt se, det var sgu ikke nogen grævling. Den havde den der bandit-maske og så en stribet hale.

Holger Ringgaard fik knipset et par billeder, og senere kunne både Naturstyrelsen og Dansk Jægerforbund bekræfte, at det er en vaskebjørn, der huserer i Holger Ringgaards have.

Den er ikke velkommen her

Og den æder ikke kun nutella-madder.

Holger Ringgaard rækker hånden ud efter en af de mange beholdere med nødder til fuglene, der hænger i havens træer:

- Dén her har vaskebjørnen været oppe og pille ned. Den er helt vild med nødder. Den er god til at klatre, og den har været oppe og rage de her nødder ned.

Vaskebjørnen har Holger Ringgaard efterhånden set mange gange – og det huer ikke Dansk Jægerforbund, som frygter, det er tegn på, at der er endnu flere vaskebjørne i området. Man ser dem bare ikke, fordi de er natdyr

Jægerforbundet har nu sat en fælde op i haven i Tønder i håb om at fange det uønskede dyr. Og eftersom vaskebjørnen er en slikmund, så er der fortsat nutellamadder på menuen – men denne gang bliver det en fængslende oplevelse for vaskebjørnen, at lade sig friste.

Fælden her venter kun på, at vaskebjørnen lader sig friste af endnu en nutellamad.
Fælden her venter kun på, at vaskebjørnen lader sig friste af endnu en nutellamad.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD
quote

Når man har set optagelser fra USA og fra Europa om hvordan vaskebjørne overfalder skraldespande og hønsehuse, så er det ikke en særlig rar kammerat at have i vores del af verden.

Holger Ringgaard, Tønder

Men selv om vaskebjørnen er kær at se på, så er Holger Ringgaard ikke i tvivl om, at den er en uvelkommen gæst:

- Når man har set optagelser fra USA og fra Europa om hvordan vaskebjørne overfalder skraldespande og hønsehuse, så er det ikke en særlig rar kammerat at have i vores del af verden, så den er bestemt uønsket her, siger Holger Ringgaard.

Han håber vaskebjørnen går i fælden – men han tvivler på, at det kan lade sig gøre at holde den helt ude af landet:

- Det tror jeg godt nok bliver svært. De kan klatre i træer og svømme og alt muligt. Dem tror jeg ikke man kan holde ude, siger han til TV SYD.