Ung Vejle-politiker debuterer i Folketinget: - Det bliver belønnet, hvis du gør dit arbejde ordentligt

Christoffer Melson har "første skoledag" på Christiansborg, når det nye folketingsår begynder tirsdag den 1. oktober. Han er en af hele fire folketingsmedlemmer fra Vejle Kommune i Folketinget.

35 år og nyvalgt medlem af Folketinget.

Det gør ikke Christoffer Melson til den yngste på Christiansborg - hverken i folketingssalen eller i partiet Venstre - eller placerer ham med ryggen mod bagvæggen i salen.

Placeringen bestemmes af anciennitet, alder og stemmetal, og med 7.550 personlige stemmer og en alder, der kun placerer ham på en 18. sidsteplads blandt de 179 folketingsmedlemmer, er han rykket en række frem til den næstbageste række.

Christoffer Aagaard Melson

Parti: Venstre

Alder: 35 år

Bopæl: Vejle

Uddannelse: Kandidat i medievidenskab og journalistik fra Aarhus Universitet

Job: Nu forhenværende kommunikationskonsulent for IT-virksomheden MB Solutions i Vejle

Politik: Valgt til Folketinget 2019, byrådsmedlem i Vejle Kommune siden 2013

Ordførerskaber: IT og tele

Udvalg: Erhvervsudvalget, Grønlandsudvalget, Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget og Udenrigsudvalget

Christoffer Melson har siddet i byrådet i Vejle siden 2013, og i modsætning til et andet nyvalgt folketingsmedlem fra Vejle, socialdemokraten Birgitte Vind, har han ikke tænkt sig at opgive sin plads i hjemkommunens parlament.

I anledning af Folketingets åbning har TV SYD stillet ham 12 spørgsmål om hans ambitioner og nye hverdag på Christiansborg.

1. Hvad får vælgerne i Syd- og Sønderjylland for deres stemme på dig? 

- Først og fremmest får de forhåbentlig en, der kæmper for nogle af de ting, som Venstre står for, og som jeg også selv er gået til valg på. Både nationale og lokale dagsordener. 

- Vælgerne kan have en forvisning om, at jeg vil være lydhør over for de ønsker, der er i vores landsdel. Sådan er folkestyret jo også bygget op, så min rolle er at have ørerne tæt på jorden i vores landsdel, så vi sørger for, at folk her føler sig hørt og set.

2. Hvordan kan du mærke, at du nu er valgt til Folketinget og ikke kun sidder i byrådet?

- At jeg er med til at tage beslutninger på et højere niveau end i byrådet. I byrådet er du også tæt på rigtig mange mennesker. I Folketinget er man lidt længere fra folk, men det er også nogle lidt større beslutninger, man bliver inddraget i. 

- Jeg oplever faktisk ikke, at jeg får flere henvendelser fra folk. I min egenskab af formand for teknisk udvalg i Vejle Kommune fik jeg også rigtig mange henvendelser. 

- Der er både fordele og ulemper ved at sidde begge steder på én gang, og det må jeg over tid gøre op med mig selv. Men indtil videre holder jeg fast i at sidde begge steder, og så må jeg jo melde ud til vælgerne, hvis det ikke kan lade sig gøre.

3. Hvordan oplever du forskellen på byråd og Folketing?

- Jeg har noget mere travlt i dag. Selvom jeg har brugt meget tid på byrådsarbejdet som både gruppeformand og udvalgsformand, er det ikke en helt normal arbejdsuge, jeg har nu. Jeg er trådt ud af meget i byrådet nu, så jeg kan fokusere på folketingsarbejdet. Men det er nogle lange dage, man har. 

- Man skal også lige lære, hvordan man fordeler kræfterne, for det er sådan i Folketinget, at der er uendeligt meget, du kan læse, og uendeligt mange møder, du kan tage til, og indbydelser du kan tage imod. 

- Det handler om at få rutinen til at vurdere, hvordan man får mest muligt ud af sine kræfter, og det bliver jeg forhåbentlig lidt bedre til med tiden. Det har taget rigtig mange timer her i starten.

4. Hvordan er det at føre valgkamp som et regeringsbærende parti og så begynde i opposition?

- Måske er det i den situation næsten lettere at være ny, for jeg har jo ikke prøvet andet. Jeg står også mere frit til at komme med mine bud på, hvordan verden skal hænge sammen.

- I byrådet har jeg altid været med i det borgmesterbårne parti. Så det er anderledes at skulle ind og udfordre dem, der bestemmer. Jeg har jo altid været i den anden rolle, men da jeg aldrig har prøvet andet på Christiansborg, ved jeg jo ikke, hvordan det foregår.

5. Hvad drømmer du om som politiker? 

 - Jeg har ikke en køreplan for, hvilken post jeg skal nå. Jeg prøver bare at gøre det så godt, jeg kan. Så ser jeg, hvor langt det tager mig. Sådan har jeg gjort, al den tid jeg har været i politik. 

- Indtil videre er det egentlig også min følelse, at det bliver belønnet, hvis du gør dit arbejde ordentligt, er seriøs, opfører dig ordentligt og arbejder hårdt. Hvor det ender, og hvad det ender med, må tiden vise.

- Grunden til, at man bruger så meget tid på politik, er, at man gerne vil ændre nogle ting. Og derfor vil jeg selvfølgelig også gerne med derind, hvor man kan få lov at ændre dem for alvor.

6. Er det at komme i Folketinget det største nogensinde for dig? 

- Professionelt er det nok det største. Det er da noget specielt at få lov til at repræsentere sit område og sit parti som en ud af 179 mennesker i Folketinget. Det bliver vel ikke meget større. 

- At sætte sig et mål, og at nogen kvitterer for det arbejde, du har gjort, ved at stemme på dig, er da en stor ting.

7. Hvad vil du så sige, hvis du en dag bliver ringet op af en statsminister og tilbudt en ministerpost?

- Hvis nogen en dag spørger, om jeg vil være det, så siger jeg nok ikke nej. Om det rækker dertil, eller om vælgerne genvælger mig, ved jeg ikke endnu.

- Jeg er også glad for, hvor jeg er nu. Det er ikke sådan, at jeg siger: “Nu skal jeg være minister, ellers gider jeg ingenting”. 

8. Hvad vil du gerne bedømmes på inden for det første år?

- Jeg vil gerne påvirke diskussionen internt i partiet i forhold til forskellige områder. 

- Det er lidt et læreår, hvor jeg kan se mig selv i øjnene med de kvalificerede input, jeg kommer med i gruppen. Man får kun indflydelse i gruppen, hvis de føler, at du ved, hvad du snakker om.

9. Var du nervøs på første dag på Christiansborg?

- Ja, det var jeg vel. Det er ligesom første skoledag, hvor du skal ind og møde dem, du har set i fjernsynet. Heldigvis kendte jeg dog et par stykker af dem i forvejen.

- Men det var en speciel oplevelse lige pludselig at skulle diskutere direkte med en statsminister.

10. Hvordan var det at komme ind i Folketingssalen første gang?

- Jeg syntes, det var en speciel oplevelse. Der er en masse historie i huset Christiansborg. Så jeg tænkte lidt: “Hvad laver jeg egentlig her?”. Der er masser af historie i væggene på Christiansborg, og der er en masse formalia omkring det, så det føltes en lille smule højtideligt. Det er vel den bedste måde at beskrive det på.

- Jeg kiggede efter min plads og om, der var nogle, jeg kendte. Så jeg ikke stod helt alene. Så kiggede jeg rundt på balkonerne. Orienterede sig om, hvor der er vand, hvis man bliver tørstig. Sådan nogle lavpraktiske ting også.

- Jeg skulle også koncentrere mig om at trykke på den rigtige knap. Der er sådan et lille it-system i ens pult, hvor man skal sørge for at trykke “ja” på det rigtige tidspunkt.

11. Hvor sidder du i Folketingssalen?

- Jeg sidder relativt langt nede bagi. Nu sidder jeg til højre for formanden lige inden for døren. Først sidder man efter, hvor mange år man har siddet i Folketinget, og dernæst efter alder. Jeg sidder på næstbageste række.

12. Hvad har overrasket dig på Christiansborg?

- Der ligger rigtigt mange møder og andet oveni hinanden på Christiansborg. Der bliver kastet alt muligt mellem himmel og jord på dig, som du kan læse på eller lade være.

- Det er kommet lidt bag på mig, for jeg kommer fra en hverdag i kommunen, hvor man sørger for, at man kan komme til alle møderne og får læst dagsordenerne igennem. Det er simpelthen ikke fysisk muligt på Christiansborg. 

- Det er også kommet bag på mig hvor meget en by i byen, Christiansborg er. Med fitnesscenter, frisør, massør og strygetjeneste. Man behøver ikke komme ud.

Gode råd fra den drevne partifælle Hans Chr. Schmidt

  • Han skal stole på sig selv og hele tiden huske på, hvorfor han valgte at gå ind i politik.

  • Han skal huske den befolkning, han repræsenterer, og dem, der gjorde en indsats for, at han blev valgt.

  • Man kan så hurtigt blive opslugt i systemet, men hvis man hele tiden husker, hvorfor man gik ind i politik og de mennesker, der hjalp en med det, bliver det nemmere at være befolkningens repræsentant hele tiden.

Hans Chr. Schmidt blev valgt ind i Folketinget i 1994. Valgt i Rødding-kredsen som 41-årig. Bosiddende i Vojens. Tidligere fødevareminister, miljøminister samt transport- og bygningsminister.

Fire fra Vejle på Borgen

Vejle Kommune fik hele fire repræsentanter ind i det nye Folketing ved valget i juni:

  • Birgitte Vind (S)
  • Christoffer Melson (V)
  • Kristian Thulesen Dahl (DF)
  • Niels Flemming Hansen (K)

 

Vejle er dermed en af de bedst repræsenterede kommuner på Christiansborg. Hvis alle landets 98 kommuner skulle være repræsenteret med fire mand, ville folketingssalen på Christiansborg skulle rumme næsten 400 medlemmer.