Denne stork skal måske på scoringstogt

Selvom forholdene ser godt ud for storken i Nordenskov, så skal den måske selv i aktion for at får selskab i reden.

I weekenden landede en stork i Nordenskov.

Noget kunne tyde på, at den har fundet sig godt til rette. Tirsdag er den i hvert fald stadig at finde i området og omkring den høje, røde skorsten, hvor der står en storkerede.

Mandag var Mogens Lange Petersen fra foreningen Storkene.dk i Nordenskov for at se lidt nærmere på omgivelserne og ikke mindst storken, selvfølgelig.

- Det virker til at være et god område for storken. Der er flere vandhuller rundt om byen, hvor den kan finde føde. Det er også tæt på en del af Ansager Å, der løber ud i Karlsgårde Sø, hvor der er rigtig gode forhold for en stork. Så det ser ikke umiddelbart ud til, at den får brug for hjælp til at blive mæt, siger Mogens Lange Petersen til TV SYD. 

Han tilføjer, at storken også er begyndt at bygge på reden, hvilket er et rigtig godt tegn. 

Men det næste spørgsmål er så, hvordan Nordenskov-storkens muligheder er for at få en mage.

- Det er et område af landet, hvor der tit flyver storke over, siger Mogens Lange Petersen.

Der er dog også mulighed for, at storken selv må afsted.

- Den bliver ikke bare siddende. Så den kan godt finde på at tage på scoringstogt, det kan være flere hundrede kilometer væk. Den kan også finde på at flyve ned til Nordtyskland, for at få en mage med hjem i reden, siger Mogens Lange Petersen.  

Mandag landede storken Annika i Smedager-reden, den kan du følge 24/7 lige her.

Herunder kan du se et lille klip fra Nordenskov-reden, som Joan Frifelt optog mandag.