Der er flere sommerhuse på vej ved kysterne

Så skal borgmestrene til det igen, i hvert fald dem, der står og mangler kystnære sommerhusgrunde. Nu bliver der åbnet for at lave 2.027 nye - og det glæder lokale borgmestre.

Et nyt landsplandirektiv giver nemlig kommunerne mulighed for at udlægge 2.027 nye sommerhusgrunde i kystnærhedszone mod, at der samtidig tilbageføres 1.362 sommerhusgrunde til landzone.

- Vi skal understøtte en stærk kyst- og naturturisme i Danmark. Det er med til at skabe både liv og arbejdspladser – blandt andet i landdistrikterne. Derfor er jeg meget glad for at kunne imødekomme mange af kommunernes ønsker om nye sommerhusområder, siger erhvervsminister Simon Kollerup, (S).

Kommunerne kan søge om nye sommerhusområder og udviklingsområder inden den 1. december 2019.

Tønders borgmester Henrik Frandsen, (V), vil søge om 30 nye grunde på Rømø - og hilser den nye mulighed velkommen.

Tønders borgmester Henrik Frandsen, (V), glæder sig over udsigten til flere sommerhuse ved kysterne.

De godt 2.000 nye grunde er anden del af en aftale, som den nuværende regering lavede med den tidligere regering og Dansk Folkeparti.
I den første ansøgningsrunde fik Sønderborg, Aabenraa, Varde og Hedensted lov til at lave 507 nye grunde.
Nu er muligheden der så altså igen.

Baggrund

  • Med ændringen af planloven i 2017 blev der åbnet mulighed for, at erhvervsministeren efter ansøgning fra kommunerne kan overføre 6.000 grunde i kystnærhedszonen under forudsætning af, at kommunerne lader 5.000 sommerhusgrunde tilbageføre til landzone.
  • De nye sommerhusgrunde skal ligge uden for områder med særlige landskabs- og naturbeskyttelsesinteresser.
  • Landsplandirektiv 2019 for udlæg og omplacering af sommerhusområder i kystnærhedszonen udlægger nu 2.027 af de 6.000 grunde.