TV der bevæger dig

Der er liv og glade dage hos Tommy og Annika - nu fire æg

Nu er der fire æg i reden i Smedager. Foto: TV SYD / storkene.dk

Natten til søndag lagde Annika sit fjerde æg.

Der er liv og glade dage hjemme hos Tommy og Annika i storkereden i Smedager. Efter midnat søndag lagde Annika endnu et æg, og nu er der fire i reden.

- Det er lige, som det skal være, siger to begejstrede storkeeksperter, Lars Juel Sørensen og Mogens Lange fra Storkene.dk.

- Det afgørende er, at de ikke får for mange unger, for så kan de voksne ikke skaffe tilstrækkeligt med føde til dem, og så risikerer vi kannibalisme i storkereden. Det ser vi nødigt, siger Lars Juel Sørensen.

Hvis der er fem æg i en storkerede og to voksne, så skal der skaffes fire kilo føde om dagen. Mere kan de ikke nå.

Mogens Lange, Storkene.dk

- Det er mest realistisk, at  Annika bare lægger et æg mere, siger Mogens Lange, for de voksne kan ikke nå at brødføde flere unger. Hvis der er fem små og to voksne i reden, så skal der skaffes fire kilo føde om dagen. Mere kan de ikke nå, og der er næsten intet habitat i Europa, hvor storke kan finde mere føde end det, siger Mogens Lange.

Han oplyser, at det faste rugearbejde i reden går i gang, når det andet æg er lagt. Derefter vil det første æg klække 33 dage senere. Det andet æg blev lagt den 18. april.

Opdatering: Redaktionen er efter artiklens offentliggørelse gjort opmærksom på, at det ikke var søndag formiddag, som vi først skrev, men efter midnat, at det fjerde æg blev lagt. Oplysningen er derfor rettet i artiklen. 

Hans Erik Skjøth, Risskov, har skrevet følgende:

 jeg var tilfældigvis så heldig at se, at storkemor kort tid efter midnat rejste sig op og med stolthed fremviste æg nummer fire. Storkemor rettede derpå lidt rundt på æggene, således at hun kunne ligge på en ny måde.

Du kan følge live i storkereden døgnet rundt på TVSYD.dk/natur. 

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden