Der flyves igen mellem Billund og Bruxelles fra torsdag

Fra torsdag eftermiddag er der atter flyforbindelse mellem Billund og Bruxelles. Trafikken har været indstillet siden tirsdag den 22. marts efter terrorangrebet på Zaventem, Bruxelles internationale Lufthavn.

Sun-Air og  Brussels Airlines flyver begge ruter fra Billund til Bruxelles, som nu har ligget stille i to uger som følge af terrorangrebet.

Første afgang fra Billund til Bruxelles bliver torsdag kl. 17,50 fra Billund med Sun-Air

- Brussels Airlines første ankomst fra Bruxelles til Billund finder sted torsdag aften - og Brussels Airlines første afgang fra Billund bliver fredag morgen, oplyser Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn til TV SYD.

Billund Lufthavn opfordrer fortsat rejsende til at holde sig orienteret på flyselskabernes og lufthavnens hjemmeside, hvis situationen skulle ændre sig i sidste øjeblik.