Der skal mere fart på Vojens Lufthavn

Der skal mere fart på i Vojens Lufthavn. Og fremover får du måske mulighed for at flyve på ferie fra den sønderjyske lufthavn.

Det er Haderslev Kommune, som vil have mere gang i Vojens Lufthavn.

Så for at sikre drift og udvikling i lufthavnen, sender kommunen den nu i udbud. Håbet er, at der fremover kan lette og lande charterfly med op til 200 passagerer i lufthavnen i Vojens.

- Vi vurderer, at der er et uudnyttet potentiale i lufthavnen, for vi ønsker at der sker en udvikling af Vojens Lufthavn på kommercielle vilkår, der både kan være til gavn regionens erhvervsliv og samtidig kan skabe flere arbejdspladser, siger borgmester Jens Christian Gjesing.

Lufthavnen har både firma- og taxaflyvning og er indrettet med kursusvirksomhed og et cafeteria, der er bortforpagtet.

Vojens Lufthavn støder op til Flyvestation Skrydstrup, der er hovedbase for de danske F16 fly. Lufthavnen har to startbaner. Både i forhold til flytrafikkontrol og til landingsbanerne er der gode muligheder, og selv de tungeste fly kan lande i lufthavnen.

Haderslev ønsker at konkurrenceudsætte drift og udvikling af Vojens Lufthavn i en årrække fra 1. januar 2014. Udbudsmaterialet forventes at blive offentliggjort i oktober 2013.