Der var ingen, som havde fået for meget sol...

Heldigvis lugtede der ikke af branket kød, da TrekantBrand mandag eftermiddag rykkede ud til en alarm fra Vedelsgade i Vejle. Der var tale om røgudvikling fra et solcenter.

- Ingen personer kom noget til – og patruljen har noteret, at vi skal have lavet en brandundersøgelse for at finde årsagen til branden, siger vagtchefen hos  Sydøstjyllands Politi  til TV SYD.

Solcentret ligger i en nedlagt butik – og der er lejligheder over den. Derfor lød alarmen kl. 15.15 på brand i etageejendom. Men der var altså kun tale om røgudvikling, så der blev ikke brug for evakuering.