Derfor bliver landevejen ved Tønder oversvømmet

Det er ikke noget nyt, at landevejen mellem Tønder og Tinglev oversvømmes i svært regnvejr. Der mangler nemlig et afløb under vejen.

 På Flensborg Landevej mellem Tønder og Tinglev er der et kort stykke, der lørdag måtte spærres på grund af oversvømmelse. Og  det er ikke første gang, det sker. Faktisk sker det, hver gang det regner rigtig meget.

- Det sker, fordi der ligger en masse bakker og vandet derfra, det skal her forbi og over på den anden side af vejen, for at løbe væk. Og når vandet ikke kan løbe under vejen, så løber det over vejen, fortæller indsatsleder og beredskabsinspektør ved Tønder Brandvæsen, Kenneth Achner lørdag til TV SYD.

Hældningen i terrænet betyder, at vandet samler sig lige netop på kørebanen, og at det bliver ganske dybt. Og det er farligt at køre ind i.

- Hvis man kommer kørende her i mørke med 80-90 kilometer i timen, så ryger man af vejen, siger Kenneth Achner, der sammen med folk fra Tønder Brandvæsen og Beredskabskorpset har spærret Flensborg Landevej i begge retninger.

Til ærgrelse for de mange billister, der måtte vende om og finde en anden vej rundt om oversvømmelsen.

Imens sætter beredskabsfolkene pumper op, der skal pumpe vandet fra vejen ned på den sydlige side af vejen. Her hælder landskabet, så vandet kan løbe videre væk.

- Problemet kan løses ved, at Vejdirektoratet lægger et rør under vejen, hvor vandet kan løbe igennem, skønner Kenneth Achner.

Formentlig kan vejen åbne igen søndag morgen.