Politisk redaktør vurderer: Thulesen Dahl har mest at tabe

Avisen Danmarks politiske redaktør, Thomas Funding, mener, at dagens debat mellem Nye Borgerliges Pernille Vermund og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl kan være med til at definere deres roller i valgkampen.

Selvom der endnu ikke er udskrevet valg, så kommer der til at være valgkampsstemning torsdag eftermiddag i Aabenraa. Her mødes Nye Borgerliges formand Pernille Vermund og Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl i en direkte duel.

Hun skal forsøge at æde sig ind på hans vælgere, og han skal forsøge at holde hende fra fadet. Derfor er debatten mellem de to partiformænd også meget vigtig for dem begge, siger Thomas Funding, der skal være ordstyrer til debatten. Til daglig er han politisk redaktør på avisen Danmark, og tidligere har han været politisk analytiker på Christiansborg for TV2.

quote

Jeg vil vurdere, at Kristian Thulesen Dahl er den, der har mest at tabe. Pernille Vermund har rigtig meget at vinde.

Thomas Funding, politisk redaktør, avisen Danmark. 

- Den her debat er vigtig, fordi der - som noget helt nyt - lige nu er en konkurrence ude på højrefløjen. DF og Kristian Thulesen Dahl har været vant til at have højrefløjen for sig selv og kunnet definere, hvad stram udlændingepolitik er. Nu står der lige pludselig nogle andre og siger: ”Det er ikke stramt.” Det er fundamentalt en ny situation i dansk politik, som efter min mening har potentialet til at ændre dynamikken i dansk politik.

’Den første styrkeprøve’

Thomas Funding har derfor også store forventninger til dagens debat, som han beskriver som ’den første reelle styrkeprøve’ de to partiledere imellem.

- Det handler om, hvor stor skade Nye Borgerlige og Pernille Vermund kan gøre på DF og Kristian Thulesen Dahl, og hvor mange stemmer hun kan tage fra DF. Her er det syd- og sønderjyske helt centralt, fordi det er i det syd- og sønderjyske, at Kristian Thulesen Dahl har sin absolut største vælgerbase. Det var der, han farvede Danmark gult ved sidste folketingsvalg.

Derfor er der meget på spil og meget at vinde for de to partiledere ved dagens debat, vurderer den politiske redaktør.

- Det interessante her er, at der er kommet en udfordrer til Kristian Thulesen Dahl, så hvordan klarer den udfordrer det? Falder hun igennem, eller klarer hun det og udfordrer Kristian Thulesen Dahl? Sker det sidste, så kan man på DF’s vegne blive bekymret for, hvad det kan betyde ind i en valgkamp og i forhold til valgresultatet, siger Thomas Funding.

- Hvis Kristian Thulesen Dahl laver en dårlig performance i debatten i dag, og man får indtrykket af, at han har været udfordret af Pernille Vermund, så kan det være med til at forstærke fortællingen om, at DF er presset. I sig selv betyder det måske ikke det store, men det kan være med til at forstærke en negativ spiral, som DF virker til at være på vej ind i.

Så Pernille Vermund har alt at vinde i dag?

- Pernille Vermund har også noget at tabe. Hun skal ikke falde igennem. Kommer hun til kort, og alle kan se efter i dag, at hun er en letvægter og ikke kan udfordre Kristian Thulesen Dahl, så har hun tabt meget. Men jeg vil vurdere, at Kristian Thulesen Dahl er den, der har mest at tabe. Pernille Vermund har rigtig meget at vinde. Jeg tror også, vi vil se en Pernille Vermund, der kommer med 180 km/t mod Kristian Thulesen Dahl.  

Mødet er arrangeret af JydskeVestkysten. Det begynder klokken 17. Alle pladser er udsolgt.