Designerlamper bliver i Vejen

Flere virksomheder vælger at fyre og flytte til udlandet for at få billig arbejdskraft. Men det sker ikke hos Louis Poulsen.

Designlamper fra Louis Poulsen laves i Danmark. Og det skal der ikke ændres på. Det fastslår Søren Schøllhammer, der er direktør i Louis Poulsen Lighting.

- Vi valgte for nogle år siden at flytte væk fra København. Og vi havde da vores overvejelser om at flytte til udlandet. Men vi kom hurtigt til den konklusion, at vores produktion ligger bedst i Danmark, siger Søren Schøllhammer.

Lampevirksomheden fik sidste år et overskud før skat på to millioner kroner ud af en omsætning på 381 millioner. I 2009 var overskuddet på 12 millioner ud af en omsætning på 385 millioner.

Men det får ikke Søren Schøllhammer til at ryste på hånden: Det er ikke på lønkronerne til produktionsmedarbejderne i Vejen, der skal skæres ned.

- Det er jo ikke kun den direkte løndel, man skal se på i produktionsvirksomheder. Lønnen er kun en del af omkostningerne. En meget stor del af vores omkostninger ligger i udvikling af vores produkter, siger direktøren.

300 ansatte

Der er omkring 300 ansatte Danmark, hvoraf størstedelen arbejder i Vejen. Virksomheden har ikke faste designere til at udtænke nye lamper. En del af strategien er at hente eksterne designere ind, når der skal nytænkes.

- Det er helt bevidst fra vores side for ikke at blive for indavlede i vores produkter, siger Søren Schøllhammer.

En lille del af produktionen foregår i USA. Ellers har Louis Poulsen kun salgs- og distributionsselskaber uden for Danmark. Og både i Danmark og i udlandet har man været ramt af finanskrisen.

- Vi har klart været påvirket. Under krisen blev mange store byggeprojekter sat på pause, men det vendte i sidste halvdel af 2010, og den gode tendens er fortsat i 2011, siger direktøren.

I udlandet sælges omkring 70 procent til erhvervskunder, mens 30 procent går til private hjem. I Danmark er det mere fifty-fifty, oplyser direktøren.

Man har ikke planer om at sælge ud på prisen. For det er kvalitet og design, der er i højsædet. Et af klenodierne i selskabet er PH Kogle, der blev designet i 1958 af Poul Henningsen til restaurant Langelinie Pavillon i København. Prisen på en sådan er små 47.000 kroner.

- Vi kan ikke leve af kun at sælge Kogler og andre dyre lamper til erhvervslivet. Vi har også produkter til andre priser, hvor de fleste almindelige mennesker kan være med, siger Søren Schøllhammer.