Designmarked for spirende stjerner

Et designmarked i Vejle hylder de ’små’ designere, som endnu ikke har fået fodfæste på det store marked.

I dag var der mulighed for at skaffe et nyt unika til stuen på et stort designmarked i Vejle.

90 designere er nøje udvalgt til at udstille på markedet ’Upcomers’. Markedet giver de små designvirksomheder og iværksættere - der måske stadig har lang vej til de store butikshylder - mulighed for at møde kunderne og vise deres produkter frem.

- Der er en hel masse unikke ting, som man ikke kan få i butikkerne, fordi vores udstillere er upcoming. Så hvis man er lidt nysgerrig på, hvad der er på vej og man gerne vil have noget som ingen andre har, så er det et godt sted, siger Junette Bay, der står bag markedet, til TV SYD.

Sidste gang der blev afholdt 'Upcomers' marked, kom 4000 mennesker forbi og kiggede på markedets tøj, kunst, smykker og brugsgenstande. Og arrangørerne håber på, at de kan tiltrække mindst ligeså mange besøgende i år.

Markedet er søndag åbent fra klokken 10 til 17 og afholdes i Spinderihallerne i Vejle.