Designskolen kalder piger og meget gerne flere drenge

Tirsdag holder Designskolen Kolding åbent hus for alle interesserede, og byder velkommen til alle med en designspirer i maven - mænd er mere end velkommen.

Drømmer du om at blive industriel designer, mode og tekstildesigner, kommunikationsdesigner eller accessory designer, så er nuværende studerende og lærere fra Designskolen Kolding hele tirsdagen klar til at fortælle om de forskellige studierretninger.

Desuden står et hold studerende også klar til at guide besøgende rundt på både skolen og det nye innovationsfællesskab i Pakhuset på Kolding Havn.

quote

Mænd og kvinder tænker forskelligt, og det kan man også se i design, så derfor er en mere fifty-fifty fordeling af kønnene til fordel for både studiet, men i høj grad også de fremtidige designmiljøer

Lone Dalsgaard André, prorektor, Designskolen Kolding

I år har skolen også ændret optagelsesprocedure, så det bliver et farvel til en et tre uger langt hjemmeopgaveforløb og goddag til en intensiv boot-camp-weekend, og ifølge skolen bliver det dermed noget enklere at søge om optagelse.

- Kravene til potentiale, passion og vilje er dog stadig tårnhøje, siger Lone Dalsgaard André, prorektor, Designskolen Kolding til TV SYD og fortsætter:

- Vi håber den enklere optagelsesprocedure med en intensiv weekend frem for tre uger til at lave en adgangsopgave også vil inspirere flere unge mænd til at søge ind, og også meget gerne mænd med en mere teknisk uddannelsesbaggrund.

Lige nu er der kun 25 procent mænd på hver årgang på Designskolen Kolding, men skolen vil gerne ændre det til en mere ligelig fordeling af kønnene, og ser meget gerne at drenge også fra HHX og HTX, og dermed med en mere teknisk baggrund søger ind på uddannelserne.

- Mænd og kvinder tænker forskelligt, og det kan man også se i design, så derfor er en mere fifty-fifty fordeling af kønnene til fordel for både studiet, men i høj grad også designmiljøerne og arbejdspladserne, fortæller Lone Dalsgaard.

Der er åbent hus på Designskolen Kolding frem til klokken 18.