Desperat mangel på salt

- Kør hjemmefra i god tid og forvent, at vejene er mere glatte end sædvanligt, opfordrer fagleder Per Kierkegaard, Varde Kommunes driftsafdeling.

Varde og andre kommuner har ikke opgivet sneberedskabet, men den mangler salt desperat.

Alle kommuner og Vejdirektoratet mangler tøsalt.

Foreløbig er der i denne vinter spredt 350.000 ton salt på vejene. Det er 68.000 ton mere end sidste år.

I Fredericia Kommune er saltet helt sluppet op.

- Alle kanaler bliver brugt i forsøget på at skaffe mere salt, siger driftschef Per Holm, Fredericia Kommune.

Rationeret

Andre kommuner har rationeret vejsaltet kraftigt.

I Varde bruger vejafdelingen en blanding af salt og sand på hovedvejene og udelukkende sand på andre veje.

- Vi rydder naturligvis sneen væk og gør alt, hvad vi kan gøre for at gøre vejene sikre at færdes på, men desværre kan leverandøren ikke følge med i øjeblikket, så jeg vil opfordre folk til at være ekstra opmærksomme, siger Per Kierkegaard.

Billund Kommune har nedsat saltmængden pr. strøning, selv om det ikke forhindrer glatte veje.

Enkelte kommuner håber på at få leveret mere salt i slutningen af ugen. Det gælder blandt andet Aabenraa.

Landets eneste saltproducent, AkzoNobel i Mariager, kan ikke følge med efterspørgslen, så hele verdensmarkedet bliver mobiliseret. Fredag kommer et skib til Fredericia Havn med 5.500 ton salt fra Tunesien.