Øl, sodavand og nødder bliver billigere

Regeringens nye erhvervspakke sænker afgifter på grænsehandelsvarer med mere end 500 millioner om året.

På Christiansborg har politikerne i dag afsluttet forhandlingerne om en erhvervs- og iværksætterpakke. 

I den forbindelse er det besluttet at sænke eller helt at fjerne afgiften på 65 forskellige varer i Danmark. Herunder øl, cider med alkohol, sodavand, te og nødder. De første ændringer sker fra 1. januar 2018.

En grænsehandelpakke som koster 565 millioner kroner pr år. Det skriver Hans Christian Skibby, der er ordfører for Dansk Folkeparti, på Twitter.

Fjernelsen og sænkelsen af afgifter glæder Landdistrikternes Fællesråd. 

- Det er et skridt i den rigtige retning og vil gavne købmænd i hele landet, men især i Syd- og Sønderjylland, siger Karsten Gram, der er næstformand i Landdistrikternes Fællesråd.

Men han påpeger også, at der stadig vil være syd- og sønderjyder, der kører til Tyskland for at handle dagligvarer, der fortsat vil være billigere end i Danmark. Det vil derfor primært være folk langvejsfra, der dropper turen syd for grænsen. 

En del af finansieringen bag den nye erhvervspakke skal tages fra DSB og det økonomiske råderum. 

Aftalen er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, der i alt afsætter 14,7 mia. kr. frem til 2025. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.