Det bliver frost i weekenden

Sidste weekend stod den på sol og strand. I denne weekend kommer der nattefrost nogen steder.

De første strejf af vinter ligger på lur i weekenden, når danskerne flere steder ved solopgang søndag vil kunne se den første rim i græsset. Det siger vagtchef Michael Christiansen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Nattemperaturerne i løbet af weekenden bliver mellem to og syv grader, og nogle steder her i Jylland helt ned til frysepunktet. Men det bliver dog ikke kun en kold og mørk omgang.

- Vi får solen at se i denne weekend, men der bliver også perioder med skyer og regn. Lørdag får vi byger, og søndag passerer en front vestfra og giver en sammenhængende periode med regn, siger han.

Og så er vi nu så langt inde i efteråret, at bladene vil begynde at falde af træerne, ligesom temperaturerne på 10 til 15 grader kommer til at føles køligt, fordi det bliver blæsende.

- Vinden bliver jævn til hård, ved vestkysten op til kuling fra nordvest. Søndag tiltager vinden fra syd før fronten, og drejer i vest efter regnen. Men natten mellem de to blæsende dage aftager vinden og lægger sig en overgang helt, og det klarer op, siger vagtchefen.

Og netop opklaringen giver en smuk oktober nat mellem lørdag og søndag, hvor rester af kometen Giacobini Zinner rammer jordens overflade og giver usædvanligt mange stjerneskud.

- Der kommer mellem 600 og 1000 stjerneskud i timen eller flere stjerneskud per minut, og det klare vejr er optimalt til at gå ud og opleve det i, fortæller DMI.