Det danske mindretal må forlade regeringen i Slesvig-Holsten

Med kun 3,4 procent af stemmerne må det danske mindretalsparti SSW nu forlade regeringen i Slesvig-Holsten

Gruppeformand for mindretalspartiet SSW, Lars Harms, er lettere skuffet efter aftenens valgresultat ved Landdagsvalget. 

SSW kunne nemlig ikke hente mere end 3,4 procent af stemmerne og fortsætter derfor ikke i regeringen sammen med socialdemokraterne i SPD. Det var oppositionspartiet CDU, der blev valgets største parti med 32,5 procent af stemmerne. 

quote

Det er selvfølgelig ikke det vi havde forventet. Det ser dog ud til, at vi kan beholde vores tredje mandat, så Landdagen ændrer sig ikke så meget. 

Lars Harms, gruppeformand, SSW

- Det er selvfølgelig ikke det vi havde forventet. Det ser dog ud til, at vi kan beholde vores tredje mandat, så Landdagen ændrer sig ikke så meget. Det er selvfølgelig bare ærgerligt, at vi ikke længere kan regere med SPD og De Grønne, fortæller en skuffet Lars Harms til TV SYD.

Lars Harms håber som sagt at beholde partiets tredje mandat, Flemming Meyer, medlem af Landdagen for SSW.

quote

Vi ville have mindretalspolitikken op på det niveau det har været på før. Vi har fået et godt dansk-tysk samarbejde op igen. Jeg havde dog håbet det ville blive honoreret lidt bedre

Flemming Meyer, stedf. gruppeformand, SSW

- Jeg håber, at vi kan holde det tredje mandat. Hvis vi så kan det, så er det i hvertfald godt, men jeg havde forventet noget helt andet. Jeg har været ude i valgkampen, og jeg har oplevet mennesker, der siger, at vi har gjort et fantastisk godt stykke arbejde, siger Flemming Meyer. 

Flemming Meyer mener dog ikke, at det var en fejl, da SSW tilsluttede sig regeringen i sin tid.

- Det var afgørende for, at vi igen kunne få ligestilling. Vi ville have mindretalspolitikken op på det niveau det har været på før. Vi har fået et godt dansk-tysk samarbejde op igen. Jeg havde dog håbet det ville blive honoreret lidt bedre, fortæller Flemming Meyer. 

Både Lars Harms og Flemming Meyer afslår at danne koalitionregering med CDU af den grund, at partierne er for forskellige. De vil derfor nu går i opposition mod den nye regering.