Det danske mindretals parti vil i Forbundsdagen

Hvis medlemmerne bakker op om det, vil SSW, det danske mindretals parti, forsøge at erobre en plads i Forbundsdagen i Berlin.

Forslag om at SSW skulle stille op til Forbundsdagsvalget blev senest drøftet i 2009 - men blev stemt ned af medlemmerne.

Nu er den politiske situation helt anderledes i Tyskland, hvor de to store partier, CDU og SPD, er markant svækkede efter en hård regeringskoalition og et dårligt EU-valg.
- Tidligere kunne man forhandle mindretalsaftaler i stand med det ene eller begge partier, og så kunne man regne med, at aftalen blev ført ud i livet, uanset hvem der sad med regeringsmagten. Det kan vi ikke længere regne med. Nu skal så mange partier tilgodeses, at hvis SSW ikke selv har en stemme ved forhandlingsbordet, så ender vi uden indflydelse, siger formanden for partiet, Flemming Meyer, til Flensborg Avis.
I første omgang har en enig SSW-landsstyrelse nikket okay til planerne om SSW i Forbundsdagen. Nu skal medlemmerne høres.
SSW er repræsenteret i landdagen i Kiel med tre mandater.