TV der bevæger dig

Marc Baumhauer er Porsche-ejer: - Det er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse

MY GARAGE i Vejle var lørdag vært for Danmarks største Porsche-køretur.

00:27

Omkring 200 Porche-entusiaster mødtes i dag i Vejle, og her deltog Marc Baumhauer. Video: Christian Kallenbach, TV SYD

Den har 480 heste. Den hører til modelserien 997 fra 2006. Det er en 911 Turbo, og så er det Marc Baumhauers.

Som barn dagdrømte han af og til om, at han en dag ville blive Porsche-ejer, for der har altid gemt sig lidt af en Porsche-entusiast i ham. Og nu sidder han i sin helt egen drøm.

- Den har en fantastisk acceleration, og det giver en rigtig god fornemmelse i kroppen, når man giver den fuld gas på en bane. Det er bare en drengedrøm, der er gået i opfyldelse, siger Marc Baumhauer, der har været Porsche-ejer i otte år.

I dag holdt hans sorte bil med firehjulstræk parkeret på rad og række blandt Porscher i alverdens farver og modeller, da han mødtes med flere hundrede mennesker, der holder lige så meget af bilmærket, som han selv gør.

For andet år i træk afholdt MY GARAGE i dag Danmarks største Porsche-køretur.  Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Porsche-arrangement skaber nye bekendtskaber

For andet år i træk samlede MY GARAGE i Vejle i dag Porsche-entuasister til Danmarks største Porsche-køretur. Sidste år var Marc Baumhauer også med, og han nyder at være blandt så mange mennesker med samme passion.

- Det er alletiders. Man møder en masse, som man kender fra andre arrangementer, men man møder også nye mennesker, siger Marc Baumhauer.

Efter dagens køretur i lokalområdet spiste alle bilentusiasterne en frokost sammen, og hos MY GARAGE i Vejle er de meget stolte af at kunne samle så mange.

- Folk har kun været positive, og det er faktisk ret unikt at kunne dele passionen om det her, og det er vi bare glade for at kunne være vært ved, siger Alexander Wisler, der er brandmanager ved MY GARAGE i Vejle.

Alexander Wisler er brandmanager ved MY GARAGE, og han er stolt af, at de kan samle så mange Porsche-entusiaster.  Foto: Christian Kallenbach, TV SYD